BOLIGLÅN

Tinglysningen er blevet digital

Når skødet eller pantebrevet på dit nye hus skal tinglyses, sker det direkte over internettet.

Fra den 8. september 2009 blev tinglysningen digital. Digitaliseringen betyder, at de gamle tingbøger og papirdokumenter er erstattet af et nyt tidsbesparende elektronisk system.

Hurtigere tinglysning
Digitaliseringen af tinglysningen betyder, at tinglysningsopgaverne ofte kan løses hurtigere. Mange tinglysninger kan foretages på få minutter i det elektroniske system. Tidligere kunne det tage op til ti dage. Der vil dog – ligesom i dag – fortsat være komplicerede tinglysninger, som skal løses manuelt og derfor tager længere tid. 

Direkte tinglysning via internettet 
Det er muligt at foretage tinglysning via hjemmesiden tinglysning.dk med NemID. NemID giver sikkerhed for, at den person, der ønsker at tinglyse, også er den person, som vedkommende udgiver sig for at være.

Professionel hjælp ofte nødvendig
Det er vigtigt at huske på, at tinglysning også i fremtiden vil være en vanskelig juridisk proces, som ikke umiddelbart bliver mindre kompliceret af, at processen bliver digital. Som privatperson kan det også fremover være en fordel at få professionel hjælp til tinglysning fra dit pengeinstitut eller advokat.
Du kan i nogle tilfælde også give fuldmagt til, at for eksempel din bank eller advokat underskriver tinglysningsdokumenterne digitalt på dine vegne.
Som privat person vil du nemt selv kunne finde oplysninger om din egen ejendom på tinglysning.dk.

Fra byretterne til Tinglysningsretten
Håndteringen af hele tinglysningsområdet er samlet i Tinglysningsretten i Hobro. Al tinglysning af fast ejendom er siden 8. september 2009 behandlet digitalt herfra, og der vil ikke længere foregå tinglysning ved byretterne.

Hvis du har spørgsmål til digital tinglysning, kan du kontakte Tinglysningsretten på tinglysning@domstol.dk eller ringe til en hotline på dette telefonnummer: 9968 5800.

Spørgsmål og svar om digital tinglysning PDF